Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning:

For snart et halvt århundrede siden, i 1976, havde jeg i et par måneder et sommerferiejob i FDB – nu Coop – i Albertslund.

Min far, som var brugsuddeler et par kilometer længere ude ad Roskildevej, havde skaffet mig jobbet i Handelsafdelingen, og min opgave var at hjælpe afdelingens økonom med at beregne, hvad hver enkelt af regionerne fra Skalborg i nord til Vordingborg i syd, fra Vejen i vest til Rønne i øst skulle omsætte i hver enkelt kategori af varer, hvis de dengang 1796 brugser tilsammen skulle opnå den største markedsandel.

Mantraet var nemlig – fastlagt af udviklingen i andre lande – at det mest af alt handlede om at blive største aktør på dagligvaremarkedet og med minimum en fjerdedel af markedet for at stå stærkt i forbrugernes bevidsthed, have tilstrækkelig indkøbspower over for leverandørerne og en rationel logistik.

Jeg afslører ikke en forretningshemmelighed ved nu at fortælle, at beregningerne meget klart viste, at brugserne IKKE kunne opnå den ønskede markedsposition ved organisk vækst i eksisterende FDB-formater: Fremgangen til at blive størst måtte ske ved tilkøb!

Det blev bl.a. den fra først til sidst omstridte overtagelse af Irma i 1982. Siden fulgte den købmandsejede discountkæde Fakta, som blev opkøbt i 1987, og adskillige større, købmandsejede supermarkeder.

Tilsammen opnåede Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger – fra 2013 Coop amba - en markedsandel på 35-40 procent i perioden 1985-2017. SuperBrugsen var Danmarks største dagligvarekæde, da det gik bedst. Fakta havde overskud, og Irma forsøgte sig med butikker i Jylland.

Som udgangspunkt var ”de røde” kommet i mål, hvad angår markedsandel, men indtjeningen fulgte ikke med… TVÆRTIMOD! Og siden er det kun gået nedad mod de 25 procent, som er Retail Institutes seneste prognose.

Kompleksiteten i FDB/Coop har fra datidens stridigheder mellem københavnske HB (Hovedstadens Brugsforening) og de selvstændige brugsforeninger i provinsen til nutidens holmgange mellem A- og B-foreninger og et alt for omkostningstungt bagland med forbrugerpolitiske ambitioner og alt for mange koncepter og lagre været en møllesten om kooperationens hals.

Og mens Coop sloges internt og havde en halv snes skiftende topchefer, voksede Dansk Supermarked/Salling fra 12 procent i 1988 til nu 36,5 procent i markedsandel. Coop er ikke længere størst – og skal i løbet af få år tage sig til takke med en 3. plads, hvis Rema 1000 fortsætte den nuværende vækst.

Historien tyder på, at der er både markedsandel og indtjening at hente i kontinuitet. Med discount-discountkæden Basalt som en undtagelse, der kun overlevede syv måneder, har Sallings i alt fire koncerndirektører de seneste 25 år koncentreret sig om tre koncepter: Bilka, Føtex og Netto.

I samme periode har tre koncerndirektører skabt og udviklet den danske udgave af ét norsk koncept, Rema 1000, der nu har 25 procent af dagligvareomsætningen. Og et andet norsk koncept, Meny, har nu med en stabil Dagrofa-ledelse vækst i både forbrugernes anseelse og omsætning.

FDB/Coop har i en menneskealder forsøgt sig med navneskifte, nye facader med nye konceptnavne på et utal af butikker og koncept-ændringer, som har forvirret både medarbejderne og ikke mindst forbrugerne.

Den engelsk-irske konservative politiker, forfatter og filosof Edmund Burke sagde engang, at man skal forandre for at bevare. Det har Coop i hvert fald sat spørgsmålstegn ved.

Med en langt fra konservativ formand for Coop amba-bestyrelsen, den tidligere Enhedsliste-leder Pernille Skipper, i spidsen, bliver mottoet nok nærmere: Vi skal bevare for at forblive!